Japansk lifting
Japansk lifting er en unik og afstressende behandling, der tager udgangspunkt i kroppens muskler, led og organer, der alle findes placeret som punkter og zoner i ansigtet. Behandlingen skaber balance i sind og krop og tilbyder velvære, harmoni og opretholdelse af energi.
Den stammer fra en gammel traditionel behandlingsmetode, skabt med ønsket om at bevare og genopbygge denne balance og er siden det 5. århundrede blevet brugt til at vedligeholde både en fysisk og mental balance, samtidig med et smukt og afslappet ansigt gennem energigivende terapeutiske teknikker.
Behandlingen kombinerer stimulering af kinesiske og tibetanske akupunkturpunkter, akupressur, lymfedrænage, zoneterapi i ansigtet og dyb vævsopstrammende massage.
Behandlingen giver dyb afspænding, som skaber ro og velvære i kroppen. Behandlingen er så afslappende, at en del klienter oplever at komme i en trancelignende tilstand.
Japansk lifting er et afstressende frikvarter, hvor den ansigtsløftende effekt er en sekundær bonus.
Behandlingen henvender sig til alle uanset alder og køn.
En ansigtsløftning uden kniv.
Mental og fysisk stress vil hyppigt kunne aflæses i ansigtet.
Stress, træthed, bekymringer eller overbelastninger af vores krop på andre områder, gør at vores muskulatur i ansigtet spændes op og elasticiteten mindskes og dermed bliver rynker og linjer mere permanente.
Behandlingen øger blodcirkulationen, fjerner toksiner, ilter væv og stimulerer produktionen af kollagen og elastin.
Du vil kunne se en forskel allerede efter første behandling, hvor du vil opleve at din hud har fået en friskere glød og fine linjer er blevet mindre.
Ved et intensivt forløb med flere behandlinger over kort tid minimeres rynker, fine linjer og furer. Ansigtet genvinder sin naturlige glød, slap hud opstrammes, ødemer (væskeophobninger) og mørke rande og poser under øjnene vil blive mindre eller forsvinde helt.
En 100% naturlig behandling, kun udført med mine hænder og en økologisk hybenolie.
Sådan foregår en Japansk lifting
Behandlingen foregår i Willemoesgade 44, 1. tv, 2100 København Ø (ring på dørtelefonen ved: M/S Flygenring Basset)
Behandlingen foregår på min behandlerbriks, hvor du ligger fuldt påklædt med et tæppe over dig. Det er vigtigt, at jeg kan komme til dine lymfepunkter lige under kravebenet.
Det er bedst, at du møder op uden makeup, ellers starter jeg med at rense dit ansigt. Øreringe og piercinger skal helst ud, ligesom du gerne må gøre mig opmærksom på eventuel brug af kontaktlinser.
Til lyden af blid og afslappende musik, starter jeg nu behandlingen, som består af forskellige faser og teknikker til at stimulere forskellige punkter på ansigtet og kroppen. Bl.a stimulerer jeg 24 akupunkturpunkter, som påvirker kroppens energisystem og laver lange, dybe stræk på ansigtets muskler og væv, der styrker strømmen af energi gennem meridianerne, ansigtsmuskler og ansigtets nerver, hvorved der sker en afbalancering af ansigtet og af kroppen.
Her er nogle af de faser, som en Japansk Lifting gennemgår:
Ansigts zoneterapi
Ansigts akupressur
Ansigtsmassage
Lymfe drænage
Afslutning med kølige saltstenskugler
Efter behandlingen er det vigtigt, at du drikker rigeligt vand, da behandlingen sætter gang i en udrensningsproces.